Fra flade ansigter til former: Idas møde med nøglelys og fyldlys

Ida med billedet i hånden

Ida mødte op til sit første hold en tirsdag aften i begyndelsen af efteråret. Hun havde printet et stillbillede fra en lille interviewserie, hun optog hjemme i stuen, og lagt det på bordet foran sig. Ansigtet var jævnt oplyst, men man kunne ikke se næsen, kindbenene eller hagen som former. Alt lå i samme gråtone, og hun kunne ikke sige hvorfor.

Jeg bad hende om ikke at forklare udstyret, men at fortælle, hvor lamperne stod. Det viste sig, at hun brugte to ens lamper med skærm, begge lige foran den, der blev filmet, i samme højde og samme afstand. Det er en meget almindelig start, og den giver præcis det billede, hun havde med: ensartet lys uden retning, og dermed ingen skygger, der kan fortælle øjet noget om dybde.

Hvad billedet fortalte os

Vi lagde billedet ved siden af et mærket lysdiagram og læste det sammen. Et diagram viser, hvor nøglelyset står i forhold til kameraet og personen, hvor fyldlyset står, og hvor langt hver kilde er fra motivet. Ida kunne se, at hendes to lamper på papiret ville ligge oven i hinanden, og at der derfor ikke var nogen hovedkilde.

Det var et lille øjeblik, hun senere selv nævnte. Hun havde troet, at mere lys gav et bedre billede. Nu så hun, at spørgsmålet i stedet er, hvilken lampe der bestemmer retningen, og hvilken der kun letter skyggerne. Nøglelyset former ansigtet, fyldlyset bestemmer, hvor hårde skyggerne må blive. Når den rollefordeling er klar, bliver resten af opsætningen langt lettere at forstå.

• Nøglelys: den kilde, der bestemmer retning og form
• Fyldlys: den kilde, der blødgør skyggesiden
• Diagrammet viser afstand, vinkel og højde for begge

Første flytning af nøglelyset

Vi slukkede den ene lampe og lod den anden stå som nøglelys, men flyttede den cirka fyrre grader til siden og lidt over øjenhøjde. Ida sad som model for en af de andre kursister, og hun sagde med det samme, at billedet på monitoren var blevet et andet. Skyggen under næsen og langs kinden gav ansigtet en tydelig side, og øjnene fik en lille lysrefleks.

Her gør jeg som regel en pointe af, at man flytter én ting ad gangen. Hvis man ændrer vinkel, højde og afstand på samme tid, ved man bagefter ikke, hvad der virkede. Ida skrev hver ændring ind på sit diagram med blyant, så hun kunne gå tilbage til et tidligere trin. Det vane med at notere gjorde, at hun senere kunne gentage opsætningen derhjemme uden mig.

Fyldlyset kommer tilbage, men svagere

Skyggesiden var nu for mørk til hendes smag. Hun ville gerne have noget af detaljen tilbage, men ikke miste formen. Vi tændte den anden lampe igen og satte den på modsat side af kameraet, længere væk og med en tykkere diffusion foran. Kun afstanden ændrede vi først, så vi kunne se, hvor meget en halv meter betyder.

Når fyldlyset står dobbelt så langt væk som nøglelyset, falder dets styrke til en fjerdedel, og forholdet mellem de to sider bliver tydeligt at se. Vi målte med lysmåler på begge sider af ansigtet og skrev tallene på diagrammet. Ida kunne nu sige, at skyggesiden lå cirka en blænde under lyssiden, og at det var det, hun så på monitoren. Et tal på papiret og et indtryk på skærmen passede sammen.

• Flyt fyldlyset væk for at gøre skyggerne dybere
• Flyt det tættere på for at åbne dem
• Mål begge sider, og skriv forholdet på diagrammet

Det, Ida tog med hjem

Til sidste øvelse byggede Ida opsætningen igen fra bunden efter sit eget diagram, uden at jeg rørte lamperne. Det tog hende omkring ti minutter, og billedet lignede det fra før. Det var den prøve, jeg havde håbet på: ikke at hun kunne huske en opskrift, men at hun kunne læse sin egen plan og bygge efter den.

Hjemme brugte hun de samme lamper og samme skærme, som hun havde haft fra starten. Intet nyt udstyr var købt. Forskellen lå i, at den ene lampe nu havde en opgave og den anden en anden. Hun sendte mig senere et nyt billede, hvor man kunne se kindbenene og en blød skygge under hagen, og hun havde selv tegnet en lille skitse i hjørnet af mailen.

Hvad jeg selv tager med fra forløbet

Når jeg tænker på Idas forløb, er det ikke selve billedet, jeg husker, men hvor hurtigt tingene faldt på plads, da hun fik et sprog for forskellen mellem nøglelys og fyldlys. Mange begynder med at spørge, hvilket udstyr de skal købe. Det er sjældent det rigtige spørgsmål, og et mærket diagram får dem til at se på placering og forhold i stedet.

Jeg minder altid om, at lamper kræver strøm, og at alt, der går ud over at stille en almindelig lampe på et stativ, bør overlades til folk med de rette uddannelser. Det gælder fast installation, ophæng i loft og tunge rigge. I vores øvelser holder vi os til let udstyr på gulvstativer, hvor alt kan flyttes med hænderne.

Idas billede blev ikke bedre af nye lamper, men af at hver lampe fik en opgave og et sted på diagrammet. Det er den lille ændring, vi arbejder med i modulet om nøglelys og fyldlys: du lærer at placere, måle og skrive forholdet ned, så du kan gentage det. Har du et billede, der virker fladt, er det ofte det første sted at kigge.